Mød Lotte Arnsbjerg – skuespiller og performance-ekspert
❤️ Click here: Lotte arnsbjerg alle elsker debbie
Jeg er virkelig optaget af de faser, der er i sorgen. Nogle gange er de meget større end det, som det handler om, for i vores underbevidsthed vokser de sig kæmpestore. Og jeg er sikker på, at vi ville blive meget lykkeligere af at gøre det.
Men til sidst blev han alt for glad for mig, og så blev det bare for meget. LA: Livsdigte, der handlede om store ting. Jeg er den bange, og nok derfor har jeg også denne her hårde facade. Ham fik jeg da Transformation Festivalen var overstået.
Comeback - Minus + minus giver jo plus. Det var et helt reolsystem med fem sektioner.
På køkkenvæggen er der en mosaik, der som et vældigt farvehav breder sig fra vinduet og hen over væggen, men uden at være helt gjort færdig. Michael Svennevig MS : Har du arbejdet mere på den siden jeg var her første gang, eller ser det bare sådan ud? MS: Det er nok ikke meningen at den skal være færdig. LA: ler Det tænker jeg også. MS: Du har fået hund! Det er i virkeligheden en isbjørneunge. Kan du ikke se det? Ham fik jeg da Transformation Festivalen var overstået. MS: Nu kan du faktisk nummerere dine festivaler! LA: Ja, det er ret vildt. Den første var i juni sidste år, den næste i New York i oktober samme år, og den tredje bliver til september 2017. Og inden festivalen holder vi til april et Symposium som en optakt til festivalen i september — hvor vi undersøger feltet mellem kunstnerisk udfoldelse og personlige historier, og hvordan vi involverer publikum på nye måder. Det handler jo om at nedbryde tabuer og kunne tale om hændelser, som skaber hæmmende offeridentiteter. For at befri det unikke menneske bag den hæmmende identitet. Under forberedelserne til den første festival lå min mor for døden. Det var både meget svært og meget givende. Fordi døden sætter alting på spidsen og hjælper én til at mærke, hvad der er vigtigt. Mens jeg arrangerede festivalen, var jeg på hospitalet hos min mor så ofte som jeg kunne, mindst én gang om dagen. Jeg spurtede hjem fra hospitalet for at ordne alt det, der skulle ordnes med mails og program osv. Og så tilbage igen til hospitalet. Jeg var nødt til at tømme mit hoved for tanker om festivalen og de indre billeder fra dødslejet. Jeg havde det hele i hovedet, skrev ikke noget ned, det var der ikke tid til. Jeg var ret skarp, det bliver man, når man er presset. MS: Ja, eller hvis man er vant til at arbejde under pres. LA: Og det er jeg vist. Måske også lidt for god … MS: Det er en arbejdsmetode, er det ikke? Jeg ved ikke om jeg har nogen metode. Jeg arbejder bare … Min eneste datter skulle flytte hjemmefra, og min mor skulle dø. Det var rødderne i begge ender, der blev trukket op. Så da festivalen var overstået kunne jeg pludselig mærke, at jeg også var meget ked af det. Og så fik jeg lille Haiku. Derefter bestilte jeg ikke andet end at ligge på gulvet og blive slikket på kinden af Haiku. En hund er den perfekte trøster. Den slikker tårer af kinderne. Det gjorde Haiku i tre uger. MS: Men du er også én med mange begyndelser, Lotte. LA: Ja, og måske ikke så mange slutninger, desværre. Det skal helst stå åbent det hele. Det er lidt en dårlig vane, det kan være meget besværligt. MS: Vel både og, for der er altid noget der slutter, for at man kan komme videre. Ellers kan man ikke fortsætte, men det kan også slutte på en åben måde. LA: Ja, men jeg kan også godt føle det som lidt af en forbandelse hele tiden at få så mange nye ideer. Det er måske en hammer eller en skruetvinge, og det er som om du aldrig har gjort andet, du slår løs med stor begejstring, og noget spændende og vildt vokser frem, noget unikt, men inden det er helt færdigt opdager du så et andet stykke værktøj, og det er lige så spændende. Og sådan bliver det ved. Komme helt ind til kernen af tingene. Der hvor pulsen er. Og hvor det samtidig bliver stille, fordi der ikke er mere at gøre. Det sted er et godt sted, uden råben. Når noget er færdigt, bliver der fred. Det elsker jeg, og længes efter … hver dag. MS: Der er mange, der ikke kan administrere at have flere talenter, så det ene ender med at spænde ben for det andet. De lykkeligste og gladeste er ofte dem, der spiller på énstrengede instrumenter. LA: Ja, jeg får tømt lidt ud hver gang jeg skaber. Men det der virkelig har gjort mig glad, er noget som jeg først er blevet klar over inden for de sidste 5 års tid. At det ikke er vigtigt for mig at blive rig eller berømt, men i stedet at nå ind i mennesker, at hele og læge det som er gået i stykker. At det er dét, jeg skal. Jeg har altid været omkring det, siden jeg var helt lille, men nu kan jeg se at det faktisk også går igennem alle mine skaberværker, og alt hvad jeg laver. Det er stemmen i det jeg skaber, og formålet med det. Det er meget befriende at have fundet ud af. MS: Men det troede jeg allerede at du vidste? LA: Ja, det gjorde jeg vel også, men det er blevet langt mere bevidst nu. Rollen var meget markant, og mange journalister ville snakke med mig, og jeg benyttede lejligheden til at tale om mørke historier og menneskers adfærd og længsel. Måske var det grunden til at rollerne udeblev, man skal helst ikke markere sig for meget med meninger som skuespiller, for så er man ikke længere et blankt kort, som kan fyldes ud med en rolle. En skuespiller skal være en skuespiller, og ikke så meget andet. I starten var jeg ked af det og forvirret over det, for jeg følte mig ikke som en dårlig skuespiller, mange udtrykte stor begejstring for mit spil. Nogen sagde at jeg var for stærk, at jeg kom til at fylde billedet for meget. Måske … I hvert fald begyndte jeg at lave mine egne ting, og meget hurtigt føltes det meget mere rigtigt for mig. Så kunne jeg proppe den her stærke drift ind i tingene, driften efter at lukke mørket op og finde lys. Og ikke føle mig forkert mere. Jeg har ofte været bange for ikke at leve op til forventningerne. Eller jeg har følt, at jeg ikke talte det samme sprog, som gruppen gjorde. Følt mig udenfor, som om min brik ikke helt passede ind i puslespillet. Folk har ofte opfattet mig som en hård banan, meget stærk og hård i filten. Men bag det hele tænkte jeg bare på at være god nok. Indeni har jeg altid været et espeløv. En meget sensitiv natur. MS: Jeg var bange for dig de første gange vi mødtes. Det er sjovt at tænke på nu. LA: Hvad var du bange for? MS: Hende der tør jeg simpelthen ikke blive uvenner med, tænkte jeg. Men jeg kan ikke rigtig huske, hvordan vi kom ind på livet af hinanden. MS: Ja, og den var så god, at den blev bogens epilog. Ud af 117 stemmer var det din tekst, der kunne noget ganske særligt, fordi den både rummede tilgivelse og resignation — det var så smukt og rørende. Ikke mindst sammen med regnvejrstemaet. Det kan godt være at det hele går ned, men der er en vej … Jeg syntes at det var en fin måde at afrunde bogens store stemmehav på. LA: Men det er sjovt at du siger, at du var bange for mig. Jeg er den bange, og nok derfor har jeg også denne her hårde facade. Jo hårdere facade, des blødere indeni. Lotte Arnsbjerg MS: Ja, jeg var ret sikker på at jeg ikke skulle have noget i klemme. Men det er jo ikke noget, der har forhindret mig i at kontakte dig. LA: Det er et af mine temaer. For havde du fået noget i klemme med mig, havde du formentlig ikke hørt mere fra mig. Jeg tager sjældent kampe op, jeg har masser af temperament, og det kan godt løbe af med mig, men jeg er samtidig også meget usikker, så jeg bakker oftest ud før en konfrontation. Jeg er den bange, og nok derfor har jeg også denne her hårde facade. Jo hårdere facade, des blødere indeni. Jeg har ikke rigtig været i krig med nogen. Ikke sådan at det kunne skade dem. Jeg vil meget hellere flygte, og det er også det jeg tit er kommet til. Så det har været min udfordring, hvordan jeg har kunnet være der og få lavet noget, uden at forsvinde, fordi jeg er forsvundet så meget. Det er der mange, der ville skrive under på, for når noget bliver for svært for mig, forsvinder jeg. Så der var slet ikke noget at være bange for, Michael. LA: Nej, det er rigtigt. Måske er det mere en følelse … der er mange eksempler på, at jeg ikke er forsvundet, men jeg ved, at jeg har en dobbelthed, og det tror jeg ofte forvirrer folk. På den ene side er jeg ultra meget til stede og nærværende, og det kan så opleves som skarpt og hårdt — og på den anden side er jeg et stykke væk, og nogle gange nærmest borte. MS: Der er meget lys og mørke i det du laver. MS: Ja, men ikke blid sommernatur. Der er gang i elementerne. LA: … og drama! Men jeg er også meget drømmende og skal kæmpe for at få jordforbindelse. Jeg flyver let ud i drømmene. Sådan noget med tid er for eksempel fuldstændig håbløst for mig. LA: Jeg kan nærmest ikke forstå tiden, eller den måde som vi måler tiden på. At det er noget der går. For mig er det nærmere en cirkel. Så det der med at møde til tiden er det ikke gået så godt med. Hvad ville du være som voksen? LA: Sådan et ønske havde jeg slet ikke. Hvis der var en retning, var det at finde ind bag tomhedsfølelsen. At komme ind til kærligheden. Men det kunne jeg ikke rigtig i omgivelserne. Det var selvfølgelig omstændighederne, det er det jo altid. Der var noget der manglede. Og for meget af det der manglede. Vi kan ikke skyde skylden på dem i fortiden. De gjorde deres bedste. Det gør alle … det er jeg sikker på. MS: Er vi ikke en hel generation, der har det som et fællestræk? LA: Jo, men min mor fik et alkoholproblem og forsvandt ind i alkoholtågerne. Jeg tror hun var ensom og lidt skuffet over at måtte opgive sit eget arbejdsrum for at blive mor og husmor. Alkoholen startede da jeg var omkring 5-6 år. Hurtigt blev hun meget fjern fra mig, og jeg husker at jeg altid savnede hende. Det gjorde ondt ikke at kunne nå ind til hende, og jeg tænkte at der måtte være noget galt med mig, siden hun hellere ville være sammen med flasken end med mig. Men nu, hvor hun er borte, er hun meget til stede, nærmest hele tiden. Altså ovre fra den anden side. Sådan er det nogle gange, tror jeg. Når der har været bøvl her på jorden, skal de derover, før man sådan helt kan nå ind til hinanden. Så er kommunikationen endelig uden filter, så er det kun kærligheden der taler. Det er lidt skørt, på en måde, men også meget dejligt, at det ikke slutter her. Jeg nåede dog heldigvis at blive forenet med hende i årene inden hun døde, og det er jeg dybt taknemmelig for. Hun blev så mild efterhånden som hun blev ældre. Det jeg husker fra min tidlige barndom var, at huset hvor vi boede var et ensomt og tomt sted for mig. Det var min oplevelse af det, min søster har en helt anden erindring. Men der var, måske netop på grund af ensomheden, en stemme der talte til mig og passede på mig, og den stemme var meget nærværende. Den kendte mig indefra. Jeg forstod ikke rigtig det voksne liv. Så det med at ville være noget — ligesom de voksne, interesserede mig overhovedet ikke. Det der interesserede mig var, hvordan de havde det og hvad det var der foregik inde bagved, og hvordan jeg kunne rette op på den ubalance jeg mærkede hos dem. Det er jo ikke bevidste tanker i et barn, men mere en følelse af, at noget er skævt. Der er noget, der ikke er rigtigt. Børn mærker med det samme, når de voksne siger noget, men føler noget andet. En masse løgn, kan man sige. Men ikke bevidst løgn. Løgn netop fordi der mangler bevidsthed. Og det er stadig min største interesse. Men i dag som at fremkalde den i mennesker og give den plads. MS: Hvor kom stemmen fra? LA: Det var Guds stemme eller hvad vi nu skal kalde det. Hvad vil du kalde det? En indre stemme, som vidste alt. MS: Hvad kaldte du den? Over min sandkasse var der et særligt sted, hvor der var det der helt særlige lys, og det bar jeg med mig. En følelse af at jeg kunne tale med det. Min mor bad aftenbøn med mig. Det passede meget godt med følelsen af at være alene, at ligge oppe på taget og kigge og vente. Der var noget der var uendeligt, og der var en anden Far end min. Jeg ved ikke, om det havde betydning, for vi var ikke som sådan kristne. Når vi gik i kirke, lagde jeg mærke til at folk bøjede hovedet, og det syntes jeg var sært. MS: Du tænkte at de havde ondt i nakken? LA: Ja, jeg kunne ikke forstå, at når de kom ind i Guds hus, som jo måtte være det fineste, dejligste og varmeste sted, hvor man blev passet ekstra meget på, hvorfor bøjede alle så nakken og så skræmte og skyldige ud. LA: Ja, skamfulde, skyldige og mørke. Det passede slet ikke sammen. Der var så meget, der ikke helt passede med de indre fornemmelser. MS: Du tvivlede på det du så? LA: Jeg forstod det i hvert fald ikke. Der var meget, der blev fejet væk eller ikke talt om. Som om det var fordækt og forkert. Eller det omvendte af, hvad det var. Det havde jeg voldsom lyst til at trække ud, hive fra hinanden, smide op i luften og se det eksplodere. Da jeg blev lidt større, blev jeg en rod. Det begyndte med alle mulige slags manifestationer af … det dårlige. MS: Hvad mener du med … det dårlige? Var du en knallertbølle? LA: Nej, men jeg prøvede grænser af på mange måder. Blev smidt ud af skoler. Var en frækkert og en ballademager. Jeg var også et meget mobbet barn i børnehaven og i de tidlige skoleår. Jeg skrev et indlæg til Charlotte Strandgaards bog om mobning. Har du læst den? Den er meget fin synes jeg. Jo, jeg blev mobbet, og der er den igen, dobbeltheden. Et lille ensomt og mobbet espeløv og en udadfarende provokatør. Som barn var espeløvet nok tydeligst, og de svage bliver jo nemt offer for dem, der er endnu svagere. Fordi vi spejler hinanden, og er der frygt, vokser frygten i spejlet. Det er både rørende og dumt. Tænk, hvis vi bare kunne putte os ind til hinanden. Blive ét i spejlet. Så kunne de, som er svagere end de svage, sejle ind i skudehavnen. Minus + minus giver jo plus. Vi kunne sejle ind i hinanden og blive til plus. MS: Der er også en grund til at nogle bliver kunstnere. Det er jo ikke fordi, vi vil dele vores overskud med alverden. Det er jo i første omgang en overlevelsesmekanisme, og hvis vi er heldige, når vi at lave noget, der rækker ud over os selv. Det er jo derfor jeg gerne vil have dig med i bogen her. LA: Når du så spørger, hvad det var jeg ville, da jeg var barn, voksede det jo ud af, at jeg blev god til at mærke og leve mig ind i, hvordan de andre havde det. Det var grunden til, at jeg syntes at det var sjovt at spille skuespil. MS: Hvornår fandt du ud af det? LA: Jeg gik i gymnasiet, og var virkelig træt af at gå i skole. Det var slet ikke mig. Da jeg var færdig med 1. Det lød meget spændende. Det besluttede jeg så også at prøve. MS: Hvad var det, der lød spændende? LA: Jeg havde spillet meget teater, men havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive professionel skuespiller. Jeg var 17 år og tænkte, at jeg skulle have noget livserfaring først, så jeg fik alle mulige jobs. Igen søgte jeg mørket. På Svaneparken i Birkerød løftede jeg rundt på store tunge mænd, der lavede i bleen og spiste deres egen lort. Jeg var hos en mand på Møn, der havde sklerose og sad i kørestol. Det eneste der virkede på ham var, at han kunne dreje hovedet lidt og vippe med fødderne og dilleren. Han havde et hul i halsen med en kanyle i og trak vejret gennem respirator om natten. Kanylen skulle skiftes hver dag, renses og koges. Det skulle jeg ordne helt alene. Jeg glemmer aldrig, at jeg stod der i det køkken sammen med hans kone. Det var så mystisk, og jeg turde ikke spørge om noget. Men han havde tilsyneladende en kone, og hun boede der ikke i den uge, hvor jeg var der, og de havde et barn sammen — for dilleren kunne jo godt noget. Når jeg tog kanylen ud kunne han ikke trække vejret, så det skulle gå meget stærkt. Som 17-årig skulle jeg varetage det job. Jeg skulle op om natten og løfte ham ud på toilettet, men han var en lille tynd mand, så det kunne jeg godt. Uden for vinduerne var det meget mørkt, og stilheden i byen krøb ind under min hud som en snylter. Men jeg tjente mange penge, og når jeg kom hjem skulle jeg på disco og ud og fyre den af i den uge jeg havde fri. MS: Så der tog du revanche? LA: Ja, for søndag aften skulle jeg så igen tilbage til det mørkeste Møn. Efterhånden blev vi gode venner og jeg læste højt for ham, tog ham ud på tur og lovede, at vi skulle en tur til Boston. Det var hans store drøm. Men til sidst blev han alt for glad for mig, og så blev det bare for meget. Det var tunge sager. Jeg var samtidig også dybt forelsket — for første gang — i en fyr, som jeg lige havde mødt, og som 14 dage efter vi mødtes rejste til Sydamerika for at være væk i halvandet år. Nede på Møn sad jeg med min walkman og lyttede til Genesis og Roxy Music, og drømte mig langt væk ind i en kærlighedshistorie, som var uden for rækkevidde. Et gennemgående tema — at elske nogen, som ikke er der. Måske det nærmest var blevet en afhængighed? Manden i kørestolen trillede hen til foden af trappen. Mit værelse lå på første sal. Jeg kunne mærke hans åndedrag neden for trappen. Kørestolen knirkede som et vanskabt ben, og jeg vidste at han ventede på mig. Til sidst blev jeg vanvittig af al den ensomhed og mærkelighed, og sagde jobbet op. Så blev jeg postbud, fotomodel, rengøringsassistent, bartender, fabriksarbejder, fotoassistent, arbejdede på plejehjem og i en børnehave. Jeg prøvede alt i nogle år og vidste, at jeg ville prøve det hele. Jeg rejse til Australien, Indonesien og Pakistan, og da jeg kom hjem begyndte jeg så endelig at læse hos en fantastisk russisk skuespillerinde, der næsten lige var kommet til Danmark. Hun læste mig op — og jeg kom ind — ved første forsøg. Når jeg har elever, der søger optagelse på skuespillerskolen, prøver jeg at lære dem at mærke deres eget unikke væsen. At de er et fuldkomment værk som altid er lykkedes, uanset hvad der sker. Lotte Arnsbjerg MS: Det var da flot. Det må have været den russiske disciplin? LA: Jeg har altid været meget selvdisciplineret, når det gælder. Og jeg har altid kunnet, når jeg ville. Hver dag stod jeg op og gik hen og mødtes med en ven, der også søgte op, og så arbejdede vi fra kl. Det gjorde vi i mere end et halvt år, samtidig med at jeg tog timer hos min russiske lærer hver uge. Gik til sang og alt muligt. Min mor fik konstateret sin kræftsygdom første gang året forinden, det var i 86. Hun var lige blevet opereret, da jeg var til optagelsesprøve, og jeg ville bare ind på den skole, så hun kunne blive glad. Det med at fokus flyttes væk fra én selv er meget afgørende. Som jeg sagde før, har jeg ikke en længsel efter at blive kendt eller rig eller berømt. Det er ikke derfor at jeg arbejder som jeg gør. Det er ikke for at opnå andres anerkendelse. Det er en vedholdende længsel efter at kunne mærke livet, som det er. En psykolog sagde engang til mig, at den smerte jeg føler, aldrig helt vil forsvinde, at den er en vedholdende følgesvend når man er vokset op under dysfunktionelle forhold, som for eksempel alkoholisme og seksuelle overgreb, som jeg har oplevet. Det er en følelse af aldrig at være helt til stede — altid at være et stykke fra det virkelige liv. Men det har to sider — for jeg er sikker på, at min fornemmelse for livets skønhed og dybde — og min evne til at være nærværende kommer derfra. Så jeg kan ikke måle det og sige, at jeg ville ønske det var anderledes. Det er som det er, og jeg er meget taknemmelig for hvad jeg har. Jeg kan godt mærke smerten, og også frustrationen over, at den har været der gennem hele mit liv. Tænker nogle gange på, hvordan livet ville have været, hvis ikke de her tunge ting havde været der. Men jeg kan også mærke ekstasen og den dejlige vildskab, og dybden, når jeg kigger ind i andre mennesker. Og jeg tror ikke nogen går fri. Vi er jo mennesker. Og mennesker må leve med smerte i en eller anden grad. Men måske er det netop smerten, der får øjnene til at se den ubeskrivelige skønhed, som livet altid rummer, hvis vi vil. Måske jo mere smerte, jo mere skønhed? Jeg ved det ikke, men jeg vil ikke bytte noget ud. Jeg er meget glad som det er. Når jeg har elever, der søger optagelse på skuespillerskolen, prøver jeg at lære dem at mærke deres eget unikke væsen. At de er et fuldkomment værk som altid er lykkedes, uanset hvad der sker. Hvad vil det egentlig sige at lykkes? Hvis vi vågner, er vi vel lykkedes. Hver eneste dag er en fantastisk gave. Tænk, hvis vi ikke tager imod den, fordi vi er alt for optagede af at opnå de andres anerkendelse. Noget uden for os selv kan jo aldrig helt fylde hullet op. At lykkes er for mig slet ikke hvad vi gør. Det er at være taknemmelig og glad. Det handler om nærvær og medmenneskelighed. MS: Det er fint at give videre. LA: Det var ligesom med Transformation Festival, hvor min mor var syg og døende. Hun timede det sådan, at hun døde 10 dage før festivalen, så jeg, på trods af det alt sammen stadig kunne gennemføre det. Jeg var alene om alle forberedelserne, og jeg sad ved hendes hospitalsseng og tænkte på alle de kunstnere, som snart ville komme flyvende fra USA, Italien og andre steder i Europa, og tænk, hvis jeg var nødt til at aflyse, og kunne jeg overhovedet nå det før de stod her, det var meget, meget presset i mit hoved. Jeg havde 45 aktører, der skulle på scenen. Jeg kunne ikke gøre andet end at tage én dag ad gangen, men så dør min lille kære mor lige der, på det perfekte tidspunkt, i forhold til at kunne gennemføre det. Kan man sige det? At dø til tiden? Det var som om der var noget, der samarbejdede om det hele. I New York stod jeg på scenen og tænkte på min mor mens jeg sang. Og jeg kunne mærke hendes sjæl dér. Og at hun ville vente med at dø til jeg var tilbage. Jeg sad i flyveren på vej hjem, og var selvfølgelig hele tiden lidt bange for at jeg ikke ville nå hjem i tide. Men samtidig var jeg rolig. For jeg vidste hun ventede på mig. Det var meget trygt og godt, midt i følelsen af, at alt var ved at falde sammen for mig. At miste hende betød, at den længsel, som jeg altid havde følt, gennem hele mit liv, barnets længsel efter sin mor, snart måtte ændre sig. Længslens gulerod er håbet, og håbet ville dø — med hende. Og det var en enorm stor smerte. Svært at forklare, men nærmest en slags fantomsmerte. Og de gør ofte mere ondt end virkelige smerter. For der er ikke noget kød at have dem i. Nu skumrer det ude i haven. Træerne får ansigter og arme og ben. Jeg elsker når mørket kommer krybende. Så bliver det tydeligere hvad hjertet vil. Men jeg vil gerne høre lidt mere om, at du ikke er bange for mig mere? Kan du stadig blive bange for mig? MS: Nej, det kunne ellers have været sjovt, hvis jeg kunne. Også i dine tekster. Du har en ganske særlig evne til at nærme dig noget som ikke bliver sagt, men som alligevel trænger så stærkt igennem. Det er som at blive inviteret indenfor i et hus, hvor vi kommer igennem rum efter rum, og efterhånden ved vi godt at der sker noget inde i det bagerste rum, i badeværelset, men vi hører aldrig helt, hvad det er der sker, ikke direkte. Du fortæller det uden at fortælle det. Det er et stærkt fortælleteknisk greb, som du benytter meget. LA: Ja, det elsker jeg. Fortællingen om det usagte, helst fortalt uden ord. Jeg tror at det hører sammen med oplevelserne i barndommen. At fornemme at der er noget inde i det rum. Det der skete mod mig, og det som sker med så mange børn. De overgreb som jeg selv oplevede, og som barnet måtte dække til. Det er stærkere end alt andet. Så det, der lurer nede under gulvtæppet og inde bag døren, har altid interesseret mig. Jeg tror at det ligger i vores DNA, at vi har lettest ved at se det negative i tingene. Vi har en tendens til at vælge lidelse frem for nydelse. Lotte Arnsbjerg MS: Kan du lide at se gyserfilm? LA: Jae … det kan jeg faktisk godt. Selv om det egentlig sker mere og mere sjældent. Men dragningen er der. Det vi ikke ser, drager mig. Fordi det vækker fantasien, og den er jo altid stærkere end alt andet. Med hensyn til teater, så elsker jeg det der er mellem ordene. Stemningen i rummet fortæller historien. David Lynch er mit store idol. Han mestrer det til fulde i sine film og er så dygtig til at mætte en stemning, så man næsten ikke kan holde det ud. Du kan ikke sætte en finger på, hvad det er præcist, stemningen er bare så uhyggelig, at man næsten ikke kan være i sin egen krop. Lars Von Trier har noget af det samme, han er bare en mere direkte fortæller — men også helt utrolig rå. Jeg elsker alle hans film. Og jeg elsker ham højt for hans mod. Wau, det er virkelig modigt at vove at udstille sig selv på den måde, til ære for historien. Det kan jeg ikke andet end elske. MS: Der er dem, der går ned ad trappen, men som ikke vil længere end det. Men du søger altid ned ad trappen, for at komme gennem mørket og ud i lyset. LA: Jeg tror at det findes i os alle, lyset. MS: Sådan som du fortæller det, lyder det som om det er ét du først har fået tændt senere, så du i begyndelsen har skullet overleve helt uden, og så først senere … LA: Ja, mon ikke alle som har længsel efter lyset, har haft mørket helt tæt på? Jeg tror det kræver en vedholdende, daglig praksis, at vælge lyset frem for mørket. Og jeg tror det er et menneskeligt vilkår. Det brænder ikke i os ved egen kraft. Vi skal selv værne om det. Jeg tror at det ligger i vores DNA, at vi har lettest ved at se det negative i tingene. Vi har en tendens til at vælge lidelse frem for nydelse. MS: Hvorfor tror du? LA: Vi er nødt til at vække os selv. At blive mere bevidste om hvad livet er, og hvad vi har fået med som gave i livet. Ellers tager tankerne over og bilder os ind at det går dårligt. Vi må vågne hver dag. MS: Det er et stort arbejde. LA: Ja, men hvis man accepterer det som et livsvilkår, er det også en vidunderlig meditation, for så er det en del af livets helhed. Der er mørke og der er lys — og vi skal vælge. Der er både nat og dag, og vi skal være i begge dele. Skumringen er berusende, når man tager kærligt imod den. Vi kunne rette så meget op på verdens ubalancer, hvis vi ville. Det ville være et greb i lommen. Og jeg er sikker på, at vi ville blive meget lykkeligere af at gøre det. Mennesker bliver gladere af at give end at tage. Man bliver frygtsom af at holde på sit eget. Lotte Arnsbjerg MS: Hvordan går det til, at du efter at være vokset op uden alt for meget lys, bliver en ildsjæl? LA: Det, jeg kastede mig over, kastede jeg mig altid over med stor iver. MS: Også med selvdestruktiv iver? LA: Selvdestruktionen er mere en reaktion end en handlig. Det er en afmagt, for at få en reaktion. Børn vil have grænser. Hvis ingen lytter, må man larme endnu mere. Terrorismen er jo i sidste instans også et nødråb. Vi vil gerne se det som ondskab, men det er i virkeligheden et nødråb. Nødråb, der skader andre, kan ikke forsvares, for uanset hvad vi tror på, er det forkert at gøre skade på mennesker og tage andres liv. Men vi her i Vesten tager jo også andres liv, hver eneste dag, fordi vi ikke vil dele ud af det, vi siger, er vores. Vi kunne rette så meget op på verdens ubalancer, hvis vi ville. Det ville være et greb i lommen. Og jeg er sikker på, at vi ville blive meget lykkeligere af at gøre det. Mennesker bliver gladere af at give end at tage. Man bliver frygtsom af at holde på sit eget. MS: Hvornår fandt du ud af at du kunne skrive? LA: Jeg begyndte at skrive digte og historier fra jeg var 10-11 år. MS: I din dagbog? MS: Hvilken slags digte? LA: Livsdigte, der handlede om store ting. De handlede om hvor stort livet er. Om skønheden og det smukke. Og om smerte og længsel. Når du siger, at jeg ingen bremseklodser har og godt kan lide de okkulte og mørke universer, handler det om at jeg skal ned i kælderen for at hente lyset dernede. Jeg skal ind der, hvor det er allermørkest, for det må også være der, at lyset er klarest og stærkest. MS: Bliver du aldrig bange? LA: Jo, jeg gør. Vi sad et par stykker her i stuen og talte om stykket. Det var instruktøren Malte Claudio Lind, der i begyndelsen skulle have instrueret, og dramaturgen Louise W. Først havde vi siddet nede i min cirkusvogn, hvor vi havde tændt ild i brændeovnen, og var så gået herop for spise frokost. Brændeovnen har håndtag og kan ikke åbne sig selv, men da vi kom tilbage stod brændeovnslågen åben, og en brændeknude som jeg kun lige akkurat havde kunnet presse ind i ovnen, lå ude på gulvet, hvor den brændte et stort hul. MS: Var det Dagmar? LA: Jeg ved ikke, hvad det var. Men mens vi spiste frokost, sad Louise med et glas rødvin i hånden. Det var bare et halvt glas. Vi var ikke berusede eller noget. Pludselig var det som om nogen eller noget slog til Louises hånd, for både glas og rødvin røg op på væggen, hvor det lavede en stor rød plamage. Beatrice Seedorff, der skulle spille Dagmar Overby, så Dagmar komme op over et plankeværk ude på Vesterbro. Beatrice fortalte, at hun havde stået og røget en smøg ude på køkkentrappen, og pludselig havde hun set Dagmars kraftige ansigt. En dag var vi inde i Dagmar Overbys lejlighed på Enghavevej 214. Det var en lillebitte 2-værelses lejlighed. Den stod tom på det tidspunkt, og ejendomsmægleren fortalte, at folk kun boede der et halvt år ad gangen, før de flyttede igen. Der var ingen, der kunne lide at bo der, og der var bestemt heller ikke nogen god stemning. Mens vi var der, hørte vi babygråd, men kunne ikke finde ud af, hvor lyden kom fra. Det virkede som om, det kom fra køkkenskabene. Der var det med hende, at når hun havde kvalt børnene, lagde hun dem ind i køkkenskabene, hvor de lå et stykke tid, inden hun så brændte dem. MS: Jeg tog forestillingsprogrammet med, hvor der et billede af hende tager det frem og rækker det til Lotte. LA: Ja, man får gåsehud. Tænk, at du har programmet, det har jeg vist ikke engang selv mere. MS: Så skal du da have det. Jeg klippede også noget ud om forestillingen giver det til Lotte. Jeg skrev en rolle til ham som en patolog, der står og skærer i Dagmar Overbys lig, for at undersøge om man kan finde ondskaben i en krop — ud fra spørgsmålet om den overhovedet findes, eller om det er noget vi skaber selv. Men i stedet kom Baard til at instruere. Det slog mig, hvor aktuel den er - for den handler om at være til stede i nuet, at nyde livets gaver nu og her, mens de er her og vi er her, for vi ved ikke hvad der kommer, og alt hvad vi prøver at opnå af rigdom og prestige, bliver alligevel bare til støv, vi kan ikke tage det med os. Rigdommen findes i nydelsen og i vore hjerter, når vi giver af os selv og tager imod dagens små mirakler. Som Onkel Danny skrev, hverdagen er det bedste, livet er lige her og nu, og vi må bare lade det ske. Baard Owe spiller prædikeren, og en mere karismatisk prædiker findes næppe. Bandet spiller, jeg synger, og imellem sangene, som jeg har skrevet sammen med Torben Egeris, reciterer Baard den originale tekst fra Gammel Testamente. Vi har allerede spillet i en del kirker, og bliver ved så længe der er efterspørgsel. Og publikum er helt vilde med det. De siger, det er en sjælden god oplevelse, og så bliver man jo glad. MS: I har lavet meget sammen, du og Baard. Han er lige blevet 80 og er lige så bomstærk som han altid har været. En flot, stærk og samtidig meget følsom mand — og efter min mening en af de største mandlige skuespillere vi har. Men også en rod — ligesom jeg. MS: I overlevede samarbejdet på Teatret ved Sorte Hest, selv om jeg husker at du fortalte, at det krævede sit. LA: Ja, for kærligheden var for stor. Er det nogen jeg kan blive bange for, er det nok Baard. LA: Ja, det tror jeg, for han er den mandlige pendant til mig. MS: Det er ret stærkt at du kan sige det. LA: Ja, men det føler jeg at han er. Han er måske endnu mere vild og endnu mere kompromisløs end jeg er. Måske også en smule mere utilpasset end jeg. Han gider ikke lade som om. Men hold da op, det er det hele værd. Han går også hele vejen ned ad trappen til kælderen … Desværre bliver folk tit bange for ham, for når han siger noget, er han så ivrig at han godt kan virke vred. Han er i virkeligheden så mild og blid, men han kan også være en tordensky. Han er en ægte oprører. Det er jeg også, og det kan jeg spejle mig i. Min familie, der nu næsten alle sammen er døde, har ikke haft det så sjovt. LA: Ja, min søster er ved at være det sidste vidne, der er tilbage. Når der var noget jeg var utilfreds med derhjemme, rev jeg enten al tøjet af eller hev alle bøger ud af bogreolen og væltede den. Det var et helt reolsystem med fem sektioner. Det har jeg gjort flere gange. Jeg har haft et heftigt temperament og været hidsig, og hvis man spørger min kæreste, har jeg vist stadig lidt af det i mig. Det var sammen med min kære veninde og dramaturg Louise W. Hassing og min datter. For en gangs skyld havde jeg købt billetter i forvejen og var i god tid, så alting skulle være i orden, men da vi når frem til bussen, vil buschaufføren ikke åbne, selv om jeg står med billetten i hånden. Louise sidder allerede i bussen og venter. Chaufføren åbner døren og fortæller, at selskabet har overbooket, så vi desværre ikke kan komme med, for bussen er allerede fuld. Jeg siger at det skal vi bare, og før han kan nå at lukke døren igen, er jeg sprunget ind, og så siger jeg, at hvis han ikke åbner for min datter også, vil jeg tage alt tøjet af. Taxaen når frem lige før bussen kører ind på færgelejet, og alting er blevet et kvarter forsinket på grund af optrinnet ved Hovedbanegården. Også færgen der har ventet på os, og det bliver sagt ud over færgens højtalere, at de havde hørt, hvad der var sket, så det endte med, at jeg blev en helt på hele overfarten. Flere kommenterede det, og en mor kom hen og spurgte om det ikke var noget som jeg kunne lære hende. For det skete tit at busserne var overbooket, og hendes datter stod og skulle af sted i næste uge, så hun ville godt lære, hvad det var jeg gjorde. LA: Nej, det havde jeg allerede gjort i mange år. MS: Men ville du have smidt alt tøjet? LA: Nej, det var jo bare noget fjollet noget jeg fandt på lige der i skyndingen. Jeg kunne have sagt alt muligt andet. Jeg kunne heller ikke se, hvilken trussel det egentlig kunne være. Det havde vel været meget uskyldigt, hvis jeg havde været nøgen inde i den bus. Nej, jeg havde da ikke gjort det. MS: Men det virkede, fordi andre troede at du ville. LA: Ja, og det er i hvert fald noget som ingen andre ville sige. Det var jo tosset. Jeg har nok en tosset side, men det er samtidig en meget uskyldig side, den vil bare vække folk og røre lidt i suppen. Det er langt værre, når jeg møder folk, der har brug for at udøve magt, så kan jeg ikke lade være med at gå på dem. Det bliver nærmest en slags eksorcisme, der er faktisk noget englevirksomhed i det, for det er jo for at drive det onde ud, også selv om man ikke bruger kærlige midler. Det bliver en drift. Jeg vil gerne ind til vendepunktet derinde i mørket. Jeg ved, at der er et vendepunkt i os alle. Og som man kan nå. Festivalen handler om at befri offerrollen, for når mennesker er ofre for en hændelse, er de kun ofre i selve hændelsen. Lotte Arnsbjerg om Transformation Festival MS: Det er derfor at du laver Transformation Festival? LA: Ja, festivalen handler om at befri offerrollen, for når mennesker er ofre for en hændelse, er de kun ofre i selve hændelsen. Som livet går videre, er der altid en mulighed for at træde ud af offerrollen, ved at give hændelsen tilbage til den eller det, der forårsagede den. Du er ikke selv hændelsen. Det er det der er tilgivelse for mig. At give det tilbage, som ikke er dig. Du er meget mere end det skete, meget større. Og du har mulighed for at genfinde forbindelsen til at være større end det der skete for dig, fordi der i nuet altid findes en åbning til en ny mulighed. Så når jeg presser igennem der, tror jeg at der bag den lille terrorist eller djævel, som jeg for eksempel er i bus-situationen, findes en lille engel, som er drevet af et ønske om at få alle filtre og indpakninger skrællet af, så vi kan komme ind til kærlighedens rå og smukke kerne. Jeg ved at den findes. Det er jo ikke altid den rette metode at presse igennem og skubbe til det. Nogle gange kan det eksplodere på en dårlig måde, det ved jeg godt, men det springer altid ud af et ønske om at få det ægte frem. Jeg husker en situation med min mor i den periode, hvor hun drak. Jeg var den i familien, som fandt flaskerne i skufferne. Hvor de andre tyssede det ned og skubbede det længere ind i mørket, var jeg den, der holdt det frem så det kunne ses. Jeg husker en dag, hvor jeg står og er ved at tømme en af flaskerne ud i toilettet, for jeg hadede bare den sprut så meget, den tog jo min mors kærlighed fra mig, den fjernede hende fra mig og jeg savnede hende så utrolig meget. Jeg vidste at hun var noget andet end det der fulde hylster. Jeg vidste, at hun var så fin og smuk inde bag alt det druk. At det var noget ikke hende, som var flyttet ind i hende. At hun var besat af det. Det var jo ikke min mor, men en djævelskab der var flyttet ind. Det er ikke det de vil. Det er ikke det, som afsporede mennesker selv vil. Jeg vidste slet ikke hvad det var vi havde gang i, vi improviserede ofte, og denne gang optog vi heldigvis det vi lavede. Og der var en stemme igennem det hele, som ville fortælle denne historie. Den lille piges stemme. Vi lyttede og blev hængende ved arbejdet. I alt kom der 52 sange ned, nærmest som et download — vi har ikke ændret i hverken ordene eller musikken siden, og det blev til en forestilling med musik, sang, dans og videoprojektioner. Historien er, på trods af emnet om overgreb, meget smuk. Den lille pige fortæller historien med barnets poesi — ikke for at sige at der skete noget dårligt og forfærdeligt for hende — jo også det — men mere for at rense hende og alle de børn som det sker for, og ja, også mennesket i krænkeren. For selv krænkeren kan forlade sin offerrolle, som her er blevet til udøvende vold. Min egen krænker besøgte jeg på hospitalet, lige før han døde. Jeg lagde hænderne på ham og sagde til ham, at det var forkert det han engang havde gjort mod mig, og at jeg nu gav det tilbage til ham, så jeg kunne tilgive det, og slippe det, og så vi begge kunne slippe det — og blive frie af det. Han i døden, og jeg i livet. Han døde 20 minutter efter jeg gik. Alt det onde i verden er som en spiral, der skruer sig selv ud af et meget ensomt og smertefuldt sted. Sådan ser jeg det. At bag alt mørke, ondskab og forskruethed findes der en dyb skumring, en sjæl i et mørke, som engang var lys. Det, som ikke længere er kærlighed, vil igen blive kærlighed, når spiralen vikles ud. MS: Du har en stor lydhørighed. Det har jeg vist nok. MS: Over for mange ting. MS: Det er en renselsesproces? LA: Ja, det kan man godt kalde det — der er en ring som sluttes, fordi denne krænker ikke ville det han gjorde, og det er det han fortæller mig, når hans sjæl kommer svævende. Det er ikke så tit jeg fortæller dette, men du må gerne høre det, Michael. Nogle gange har jeg oplevet publikum blive vrede, hvis jeg taler om krænkeren som et menneske, vi skal kunne elske. Nogle synes at hans handlinger er for utilgivelige. Men det er der ikke noget der er. Hvis man tilgiver, findes de ikke mere i nuet. Kun i fortiden, og fortiden er støv. At der er nu er kommet en festival ud af historien skyldes, at der ved samtlige forestillinger har været publikummer, som ville tale med os om noget de selv havde oplevet. Mange har sagt, at for dem var det at se forestillingen som at gå ind i en drøm, de selv havde drømt. MS: Man kan læse mange ting ind i forestillingen, fordi den er så åben. Den handler i høj grad om hemmeligheder, og hemmeligheder har vi alle. Selv om du ikke er særlig tydelig omkring hvad der skete, er vi ikke i tvivl om hvad der foregår, og det gør at mange kan forstå forestillingen på deres egen måde. LA: Der er mange, der har sagt, at selv om de ikke selv har været ude for seksuelt overgreb, er de alligevel blevet meget berørt og ramt af forestillingen, for den viser, hvor det er vi vender ryggen til os selv. Hvor vi vælger frygten frem for kærligheden. Og hvor vi vælger at være et offer, i stedet for et menneske med muligheder. Vi kan ikke forholde os til det usagte, og vi er bange for det ukendte. Lotte Arnsbjerg MS: I materialet til forestillingen nævner du, at det i høj grad også gælder dem, der ikke sagde noget. At der er mange parter i det. Det er ikke kun dem, der er involverede. Der er også andre rundt om. LA: Ja, netop, for vi kan tænke: Jeg vil egentlig gerne sige det her, men hvad nytter det? Og så vender man det ryggen. Det stiltiende … Det er jo tabuets næring. Og tabuet beskytter det syge. Når vi siger det hemmelige højt, siger vi ja til den helende proces. MS: Det er måske det væsentligste, for de der tavsheder æder os op. Nogle gange er de meget større end det, som det handler om, for i vores underbevidsthed vokser de sig kæmpestore. LA: Vi kan ikke forholde os til det usagte, og vi er bange for det ukendte. Jeg var vildt bange, da min mor skulle dø, for hvad ville det betyde? Men at være i det er noget helt andet, og sorgen bagefter er anderledes, for der er også så meget skønhed i sorgen. Der er meget kontakt og sandhed der, og ikke mindst nærhed, for du kommer ind til det, der er det væsentlige at huske ved personen. Sorgen kan rent faktisk viske vreden ud. Ofte lærer man først rigtigt et menneske at kende, når det ikke er her mere. Det er forunderligt, men relationen fortsætter. Du nikker, du genkender det måske? MS: Nej, men sådan er det jo. For dem der ikke er her, er her jo stadig. Min mor er her hos mig, mere end nogensinde. Og det er ikke bare noget jeg håber og derfor bilder mig ind. Virkelig, det er jeg helt sikker på. Jeg har fået mange håndgribelige tegn på det. Vores relation vokser og vokser, og det rører mig meget dybt. Jeg er virkelig optaget af de faser, der er i sorgen. Jeg begynder at forstå min mor i en dybde, som jeg aldrig har været nede i før, en dybde, som rummer mit eget væsen og tillader mig at forstå mig selv. Det bringer mig frem til en accept og nogle erkendelser der gør, at jeg kan slappe meget mere af. Det hele hænger sammen — og er på samme tid en sammentrækning og en udvidelse. De processer er så smukke, når vi tør være i dem. Og meget vigtige for verdensfreden, tror jeg. Tekst: Michael Svennevig Artiklen er oprettet 16-06-2017 JA TAK, TIL KAFFE Festival om engagement og medmenneskelighed.
'Sketchy Sketchy 2' Kun for voksne?
LA: Jeg havde spillet meget teater, men havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive professionel skuespiller. Vi er jo mennesker. Men dragningen er der. Fordi det vækker fantasien, og den er jo altid stærkere end alt andet. Min mor er her hos mig, met end nogensinde. For det skete tit at busserne var overbooket, og hendes datter stod og skulle af sted i næste uge, så hun ville godt lære, hvad det var jeg gjorde. LA: Nej, det havde jeg allerede gjort i mange år.
